Maries kreative venner – Matilde

Matilde 

HVEM: Matilde, 28 år. 

HVAD: Hækling

SOCIALE MEDIER: Instagram @mati_crochet 

Jeg lærte mig selv at hækle som 16-årig, men der gik alligevel næsten 10 år før jeg tog fat i hæklenålen igen og forsøgte mig med at hækle espadriller, tasker og simple toppe“.

HVAD BETYDER HÆKLING FOR DIG? Det at hækle betyder, at jeg får lov til at udtrykke mig og lave tøj som jeg selv synes er smukt. Det lærer mig også meget om at give mig hen til processen og at det er okay, at det ikke bliver perfekt, men at det ligefrem kan være smukt eller at fejlen kan skabe en helt ny stil, som jeg ikke havde set komme. Da jeg lider af PTSD og angst er hækling også med til at give mig det break, jeg har brug for i min hverdag. 

HVAD HÆKLER DU & HVORFOR? Lige for tiden hækler jeg mest toppe og kjoler. Det startede fordi jeg selv ønskede at gå i hæklede toppe og kjoler. Så fangede det også mine veninders og søstres interesse, og lidt efter lidt spredte det sig. Jeg fandt ud af at der faktisk var folk, der ville købe det jeg lavede. 

BESKRIV DIN KREATIVE STIL MED 3 ORD OG BEGRUND: Organisk, fordi jeg stræber efter at lave tøj som har et levende og naturligt  udtryk både i stil og farvevalg.  Komfortabelt – tøj der ofte kan tilpasses den enkeltes krop og altid bomuldsgarn, fordi det skal være rart at have på. Jeg tænker også ofte på, at det ikke må blive for tykt eller for tætte masker, for at undgå at det bliver for varmt at have på om sommeren. Feminint pga. de lyse og nude, tynde stropper og åbne ryg. Jeg synes ryggen er noget af det smukkeste og mest feminine på en kvindekrop, og måske derfor elsker jeg at lave tøj, som viser ryggen. 

HVORDAN OG HVORNÅR LÆRTE DU DET? Jeg lærte mig selv at hækle som 16-årig, men der gik alligevel næsten 10 år før jeg tog fat i hæklenålen igen og forsøgte mig med at hækle espadriller, tasker og simple toppe. I 2017 startede jeg min Instagram, og sidste år begyndte jeg at sælge mit tøj. 

HAR DY NOGLE GODE, PRAKTISKE RÅD TIL DEM, DER GERNE VIL LÆRE DET? Prøv dig frem. Det er okay at lave fejl, for det er en proces. Det skal ikke være perfekt. Det er svært at nyde processen, hvis man gerne vil kontrollere den hele tiden. Find dig en hæklenål, som ligger godt i din hånd og noget garn som du virkelig synes er smukt og kan lide at røre ved. Det vigtigste er, at interessen og lysten til at skabe er der. 

HVAD ER DU I GANG MED LIGE NU? Jeg er i gang med at hækle en top i gråt, genandvendt bomuldsgarn, som skal være en off-shoulder top med korset enten foran eller bagpå. 

HVILKE PROJEKTER FINDER MAN PÅ DIN TO-DO-LISTE? Helt klart sommertøj. Men jeg vil også gerne i gang med at lave jutetasker igen, for det var en stor succes sidst. 

ER DER NOGET, DU GERNE VIL LÆRE? Jeg vil vildt gerne lære at blive bedre til at hækle efter mål. Lige nu improviserer jeg og prøver mig frem, men jeg er begyndt at måle og kigge på skemaer der viser de forskellige størelser ,og hvilke mål hver størelse har. 

YNDLINGS MATERIALE/GARN + FORHANDLER? Hobbii.dk er nærmest det eneste sted jeg køber garn, fordi der kan jeg finde økologisk og genanvendt bomuldsgarn. Jeg vægter det højt at gå efter det mest bæredygtige garn. Derfor kigger jeg også altid efter garn i genbrugsbutikker. 

EVT. NOGET DU GERNE VIL FORTÆLLE? Grunden til at jeg ikke laver bestillingsarbejde er først og fremmest, fordi hækling er min egen proces, hvor jeg selv kan styre, hvad jeg vil lave og hvordan jeg vil lave det. Det at folk så gerne vil betale penge for noget jeg har skabt og faktisk synes det er flot (og vil have det på!) er det største skulderklap. Derfor giver jeg også mine danske kunder 15 % rabat på alle mine varer (på Tradono), hvis jeg til gengæld må bruge et billede af dem i tøjet på min Instagram. Det synes jeg er en smart måde at gøre det på, både for dem og for mig. 

HVEM SKAL VI LÆRE BEDRE AT KENDE? Den nok største hækler lige nu må være Noor fra @N00rvana. Hun laver simpelthen det fineste tøj og er tydeligvis en meget dygtig hækler, som har gjort det til sin levevej. Det er vildt inspirerende, at det er muligt. Hendes tøj får ens tanker hen på noget The Kardashians ville gå i. Det er fedt at se, at hækling faktisk er begyndt at være moderne. Derudover kan jeg anbefale @ma_aumaru, som både er den dygtigste maler og fotograf jeg kender. Hun lever off-grid og ser skønheden overalt omkring sig. Det er meget inspirerende at være vidne til. 

Foto: Matilde 

Tusind tak, Matilde, fordi du havde lyst til at være med.

Læs også om Tove, der kun strikker hjemme og aldrig i offentligheden.

Køb Maries ideer her 

Besøg også Maries ideer på Facebook & Instagram @mariesideer.

Af Laura Takahashi Christiansen
(Visited 224 times, 1 visits today)