I sidste uge besøgte Maries ideer et par af Marokkos livlige souker – markedspladser, hvor der sælges alt fra håndlavet lertøj til marokkansk agarn-olie.
De mange butikker lå tæt i tæt – nogle overdækkede og andre med solen strålende ned på pashminatærklæder og marokkanske lamper. Gik vi lidt væk fra de store “gader”, kunne vi også møde sælgerne i arbejde. Eller med en kop te i hånden.
Det var for det meste mændene, der sad med symaskinen og de farverige stoffer.
Herover kan du se et par af mændene i gang med at sy sengetæpper og puder – selvfølgelig i de mest farverige stoffer.
I en lille gade i souken i hovedstaden Marrakech mødte vi en mand, der viste os, hvordan han på vævemaskinen skabte fine, røde silketørklæder. Lige overfor ham sad et par drenge og lavede lædertasker. Alt håndlavet.
De mange mosaiklignende facader var også til stor inspiration.
Så får du på et tidspunkt mulighed for det – og har du lyst til at se virkeligt håndarbejde og hente ny inspiration – er Marokko stedet at rejse hen.
Vi kan jo starte med at drømme os derhen på denne solrige dag – god mandag!
Foto: Katrine Sivkær Pettersen