Nyt magasin & nye ideer

Maries ideer 03/2018 er nu på gaden

& vi bringer jer alle de bedste ideer til de fineste sommerprojekter!

Strik, hækling og ideer til boligen

Maries ideer 03/2018 er nu at finde i butikkerne og vi har på redaktionen sørget for massevis af lækre ideer til sommeren. Du finder som altid en masse strikke- og hækleopskrifter med alt fra små, fede tasker til luftig strik og søde sommertoppe. Vi giver dig også hele 12 kreative ideer til at gøre boligen sommerklar.

Tekstilkunst og krea-guide til Madrid

I denne omgang kan du læse om vores spændende besøg hos tekstilkunstneren Ditte Sørensen, der syr de flotteste historier. Tag også med os, når vi i krea-guiden udforsker Madrids fine udbud af krea-butikker.

Sommerklar med Mini Marie

I Mini Marie får du opskrifter til søde jordbær-hæklerier, babysko og strikkede klæder til små piger og drenge. Giv dig i kast med strikkepinde og hæklenål og kreer dig gennem sommeren.

Køb dit Maries ideer 03/2018 i butikkerne
eller gør dig selv en tjeneste og forsyn dig med et abonnement her 

Besøg også Maries ideer på Facebook & Instagram @mariesideer.

På Instagram kan du dele dine projekter med hashtagget #mariesideer til inspiration for andre.

Foto: Maries ideer 03/2018

Af Laura Takahashi Christiansen

Læs mere »

Vind “OMHU – strik til de mindste”

Strik til de søde små

I Maries ideer 02/2018 får du i Mini Marie en smagsprøve på bogen “OMHU – strik til de mindste” med opskrifter på den fine Hylde bluse og lille Bøge dragt.

Strikdesigneren Anne-Sophie Velling Jespersen giver dig med denne bog 30 forskellige strikopskrifter til sødt baby- og børnetøj i størrelsen 0-4/5 år. De små designs bærer præg af finurlige hulmønstre, fine strukturer og de blødeste materialer. Du finder alt fra søde, små huer, leggins og smækbukser til jakker og bluser – alt hvad der skal til for at strikke en garderobe. Værdi 279,95 kr.

Se nogle af de fine modeller her.

(mere…)

Læs mere »

Bliv inspireret af Birgitte

Hækling & hjemmelavet børnetøj

Læs om Birgitte og hendes interesse for hjemmehæklet børnetøj. Få også en fin lille hækleopskrift.

Den 35 årige Birgitte er lykkeligt gift og mor til tre små børn. Når hun ikke passer børn, arbejder hun som bogholder for en online garn-shop, og det er helt perfekt! Birgitte elsker nemlig at hækle: “En bedre kombination kan jeg næsten ikke forestille mig… Føler mig velsignet”, fotæller hun. (mere…)

Læs mere »

Inspiration til julebordet

julebord_09

Glædelig lillejuleaftens-dag!

Hvis du skal til at dække bordet til i aften – eller måske mangler du inspiration til julebordet i morgen – så synes vi, du skal læse med her. Sammen med Frk. Hansen giver vi dig nemlig gode ideer til hyggelig bordpynt. Bordet herover har Gabriella Lawner Hansen, der står for kreabloggen Frk. Hansen, dekoreret med få remedier, som du måske har liggende.

De fine snegrene og de dekorative nødder kan hurtigt blive en del af din juledekoration:

gabriella-julebord

Du skal bruge:

Nøgne vintergrene, alle typer kan bruges

Formclay, jeg har brugt en hvid med glimmer. Har du ikke Formclay, men Silkclay, kan du sagtens bruge det i stedet, og du kan altid tilføje glimmer selv

Saks

  • Klip grenene til og klip gerne det yderste skud af, så Formclay’en nemmere kan sættes på.
  • Tril en kugle af Formclay’en og tryk den ned over grenen. Er du kommet til at trykke den mere eller mindre deform, kan den altid gøres lidt mere rund, når den sidder på grenen.
    Kuglerne kan være store eller små, kan tilføjes på nogle af grenene eller dem alle. Det afhænger af det ønskede udtryk.
  • De færdige vintergrene har jeg fordelt og sat i marmorvaser.
  • Jeg har taget lidt af naturen med indenfor og givet dem et lille tvist. Nødderne med guld-detaljerne er tegnet på med en guld-tusch, og koglerne har fået lim og glimmer. Du kan finde DIY til begge dele lige her.

julebord_08

Frk. Hansen har desuden lavet bogen “Kreatid” med ideer til hjemmet for både store og små, til nybegyndere og erfarne kreafolk. Opskriften på juletræerne finder du her.

Vi håber, det har givet dig inspiration til dit helt eget julebord. Og så vil vi ønske dig en glædelig jul!

Kærlige hilsner fra Marie & Co.

Foto: Gabriella Lawner Hansen

Læs mere »

Sådan laver du din egen julesæk

gabriella-diy-julesaek

Med kun et par dage til jul læner du dig måske allerede tilbage, fordi du har styr på alle juleforberedelserne? Eller har du ligesom os liige et par ting, du skal ordne? Uanset hvor langt du er nået, så er ideerne af Frk. Hansen nogle, du snildt kan kaste dig over. Her giver vi dig sammen med Gabriella Lawner Hansen, der står bag bloggen Frk. Hansen og bogen Kreatid, denne fine julesæk.

Skal dine gaver ankomme til træet i denne fine indpakning?

gabriella-step1

Du skal bruge:
1 brun papirspose (kan købes i de fleste supermarkeder og byggemarkeder)
1 skuresvamp
Akryl-maling
Saks eller hobbykniv
Pen

  • Tag en skuresvamp og læg den med den bløde skumside opad. Tegn det ønskede motiv med en pen. Jeg har lavet en stjerne og et juletræ. Du kan lave lige det (eller de motiver), du ønsker, julesækken skal have.
  • Klip eller skær motivet ud – alt efter hvad du finder nemmest. Fjern alt det overskydende skum omkring motivet. Herefter er dit helt personlige stempel færdigt og klar til brug.
  • Sækken, du skal bruge, har ofte et stort og mindre kønt tryk på sig. Derfor vender jeg vrangen ud på posen. Det larmer lidt og kræver lidt store armbevægelser at få vendt posen. Det gør ikke noget, at den bliver krøllet. Det får den kun et finere udtryk af.

gabriella-step2

  • Læg posen på gulvet eller et bord, og du er klar til at stemple dit motiv på. Du kan bruge de fleste typer af maling til dette projekt. Jeg har brugt almindelig akryl-maling, der kan fås i alle hobbyforretninger, farvehandlere og udvalgte supermarkeder. Malingen er uskadelig at få på huden og er ikke farlig at indånde. Det er en god idé at putte malingen på en engangstallerken eller lignende og dyppe svampen herpå for at få et jævnt lag maling på stemplet.
  • Dyp svampen i maling og sørg for at malingen kommer godt ned i svampen. Placer den der, hvor du ønsker motivet og giv den et ensartet tryk. Det kræver oftest et par forsøg, før man har teknikken. Du kan eventuelt øve dig på et stykke papir først.
  • Lad malingen tørre og giv evt. sækkens top et par folder. Så står den bedre af sig selv og det er samtidig fint ud med den bukkede kant. Så er der kun tilbage at lægge alle gaverne i.

Du kan finde flere juleideer på Frk. Hansens blog.

Kig med i morgen, hvor vi giver dig inspiration til julebordet.

Foto: Gabriella Lawner Hansen

Læs mere »