Maries kreative venner – Mette Larsen

Mette Larsen

HVEM: Mette Larsen, Strikkerebellen fra Blans (mellem Åbenrå og Sønderborg).

BESKÆFTIGELSE: Jeg er husmor, strikker og livsnyder.

HVAD: Jeg strikker primært, og rigtig meget. Men der sniger sig også andre håndarbejdsting ind. Jeg er også meget glad for at nunofilte, og at filte almindeligt.

SOCIALE MEDIER: Facebook KREATIV STRIK – NO LIMITS & Instagram kreativ_strik_nolimits_knit.

“Der er ikke noget som ikke kan lade sig gøre, alt skal prøves. Ikke for at provokere, men fordi jeg er nysgerrig”.

HVORFOR STRIK: Jeg har strikket siden jeg var 10-12 år. Min mor lærte mig det, og jeg var meget inspireret af Kirsten Hofstätter og hendes hønsestrik. Jeg bruger stadig hendes fantastiske bøger fra dengang. Håber faktisk på, at jeg kan starte en ny strikkerevolution æigesom Kirsten gjorde i 70-erne.

HVORDAN OG HVORNÅE LÆRTE DU DET: Jeg lærte at strikke af min mor, og min mormor lærte mig at hækle. Jeg broderede også rigtig meget som barn. Kan stadig blive fristet til at lave et lille broderi.

BESKRIV DIN KREATIVE STIL MED 3 ORD OG BEGRUND: Uden grænser – regelbryder – rebel. Jeg strikker aldrig efter opskrift, og piller aldrig op. De masker der er strikket en gang skal ikke strikkes igen. Det er livet for kort til. Jeg afprøver alt på alle måder, både teknikker og materialer. Der er ikke noget som ikke kan lade sig gøre, alt skal prøves. Ikke for at provokere, men fordi jeg er nysgerrig. Min deltagelse i Den Store Strikkedyst 2015 gav mig en helt ny vinkel på at strikke. Jeg blev også meget mere modig, og jeg fandt ud af, at jeg kunne meget mere end jeg troede, og meget mere end andre troede. Jeg vender tingene på hovedet og gør alt det, vi har bildt os ind vi ikke kan.

HVAD INSPIRERER DIG? Jeg inspireres af alt jeg ser; et hul i en trøje, et sjovt ansigt, sange og melodier. Naturen har også en stor betydning for min inspiration, men det menneske jeg ikke kender, som jeg lige møder, kan ofte være det, der udløser et nyt projekt. Jeg inspireres faktisk også af det vi ikke kan, jeg finder altid en vej. Hvem er det forresten, der har lavet alle de regler !!!

EVT. YNDLINGS MATERIALE/GARN + FORHANDLER? Alle forhandlere er mine ynglingsforhandlere. Jeg har ikke ti ens nøgler, jeg har alt muligt forskelligt på et stort lager – det er forudsætningen for at strikke grænseløst og bryde alle de regler der findes. Jeg laver ikke strikkeprøver og tænder op med banderolerne. Jeg kan rigtig godt lide uld, men må indrømme, at alt garn bliver budt velkommen hos mig. Og gerne rigtig meget “bling bling”. Jeg spinder også selv det Artyarn, jeg skal bruge. Det man ikke kan købe må man lave selv.

HVAD STRIKKER DU? Alt muligt. Ofte ved jeg ikke, hvad starter på eller hvad det ender med. Men det bliver altid helt fantastisk og unikt. Jeg har også et blødt punkt for gobelinstrik, som jeg har døbt om til “GOBELINAMOKSTRIK”, da jeg også her bryder lidt med reglerne.

HVORNÅR STRIKKER DU? Hver gang der er 2-3 minutter. Lidt har også ret. Jeg har strikketøj med alle vegne. En god isbryder, specielt når der kommer et strikketøj som mit ud af posen.

HVAD ER DET SVÆRESTE, GRIMMESTE OG FLOTTESTE DU HAR LAVET? Det sværeste er noget efter opskrift, som jeg nogle gange må gøre, hvis det f.eks er til et spædbarn. Men jeg ender altid med at lave opskriften om og strikke ”my way”. Efter jeg gik ned med stress og brændte ud for mange år siden kan jeg ikke koncentrere mig om at strikke efter opskrift. Men jeg strikker aldrig noget, som er grimt, alt det jeg strikker er unikt og har historie. Historien er vigtig når vi strikker, alt er strikket ind i vores strikketøj: glæde, sorg, vrede, død, fødsel osv.

HVAD ER DU I GANG MED LIGE NU? Lige nu strikker jeg en poncho af noget af mit Artyarn, hvor jeg eksperimenterer med at strikke gobelinstrik på rundpind.

HVILKE PROJEKTER FINDER MAN PÅ DIN TO-DO-LISTE? Uha, først er der det, som venter tålmodigt på at blive færdigt, men der er altid projekter på vej, jeg bliver inspireret hele tiden. Men denne her kunne være et bud på Nytårsaften (se nedestående billede).

ER DER NOGET, DU GERNE VIL LÆRE? Ja helt vildt, men jeg synes ikke jeg kan finde nogle workshops som jeg har lyst til. Jeg vil rigtig gerne bombarderes med alt det sjove der foregår i Danmark, som jeg ikke har set. Skriv endelig. Der må være noget jeg har overset.

EVT. NOGET DU GERNE VIL FORTÆLLE? Jeg vil gerne sige, at du kan meget mere end du tror. Lyt ikke til alle regelrytterne, der fortæller dig, at det du gør er forkert. Kom til mig, og jeg skal vise dig du kan skabe magi med retmasker. Retstrik er guds gave til strikkerne. Kan du strikke ret – kan du alt. NOLIMITS!

HVEM SKAL VI LÆRE BEDRE AT KENDE? Jeg er som sagt meget inspireret af tiden med Kirsten Hofstätter og 70-ernes hønsestrik. Lotte Kjær har også de sidste 20 år været en meget stor inspirationskilde (mest de første bøger), men det ved hun godt jeg siger.

Foto: Mette Larsen

Tusind tak, Mette, fordi du havde lyst til at være med.

Læs også om Rosa W. Denison, der designer og producerer bæredygtig beklædning.

Køb Maries ideer her 

Besøg også Maries ideer på Facebook & Instagram @mariesideer.

Af Laura Takahashi Christiansen
(Visited 373 times, 1 visits today)