Bliv inspireret af Gitte

Elegante blomster af papir

Læs om Gittes kreative oase af blomster og få en DIY til en smuk papirblomst.

Når kreativiteten blomstrer

Gitte er 61 år, arbejder i musikbranchen og er bosat i Kongelunden på Amager. I sin fritid nyder hun naturen, udforsker nye steder i København, går på udstillinger, loppemarkeder og messer. Derudover fotograferer hun vintage kopper, blomster og anden natur, hvilket hun holder meget af. Men når hun har ro dertil, sker det også, at kreativiteten blomstrer. Gitte maler, tegner og kreerer de smukkeste blomster i papir.

Kreativiteten har Gitte ikke fra fremmede: “Jeg og mine søskende har altid været tiltrukket af det kreative, og det ligger nok lidt i generne”, fortæller hun. I flere generationer har familien brugt fritiden på at dyrke det kreative med alt fra tegning og maling til blomsterbinding og smykkefremstilling. For nogle år siden havde Gitte sammen med sin søster en lille butik i Vanløse: “Petruska & Fransiska Cph, hvor vi fik udlevet kreative drømme inden for smykkekunst, hækle, strikke og male”. Desuden var de med i kunstnernetværket “Englebasserne”, som kunstneren Dorte Walbum startede. Her deltog de i forskellige “Englebasse-bazarer” rundt omkring og blev inspireret indbyrdes.

Crepepapir og fantsi

Papirblomsterne fandt vejen til Gittes kreative sind for 2 års tid siden. Med materialer som crepepapir, silkepapir, metaltråd, elefanttråd og papirudklip får Gitte de smukkeste blomster til at gro. Den primære inspiration kommer fra naturen og diverse blomsterbøger. Gitte tilføjer dog altid en god portion fantasi: “Jeg har det bedst af helst ikke være låst af en bestemt form eller skabelon”, forklarer hun og fortæller, at hun elsker det personlige præg. Således skaber hun enestående blomster af forskellige arter i alskens smukke udforminger og farver. “Det er vildt sjovt at lave papirblomster – især med detykke crepepapir, fordi det er muligt at sætte sin egen form på bladene, da papiret kan strække sig og formes”, fortæller hun. Dertil informerer hun om, at papiret findes i et utal af farver og forhandles steder som Husflid, og Butik Jolander. Metaltråden kan købes i Søstrene Grene.

Uforgængelige kreationer

Selv bruger Gitte blomsterne som værtindegaver, borddekoration eller som udsmyking i hjemmet. Af og til laver hun bestillinger for folk, der ser blomsterne på Instagram. Særligt store vægblomster har skabt en del efterspørgsel. Hun har også solgt blomster til en hobbybutik som inspiration til kunder. Men hvem vil ikke gerne have en uforgængelig skønhed af enblomst?

DIY papirblomst

Materialer

Saks, lim quick glue (kan købes hos Panduro), limpistol , bidetang til at klippe tråd, tynd metaltråd, elefanttråd i guld, tykt crepepapir , det fineste/tyndeste crepepapir, glimmer.

Sådan gør du

Trin 1: Klip et stykke sort crepepapir 3×7 cm, og klip så fine frynser 2/3 ned så papiret stadig sidder sammen.

Trin 2: Klip et stykke gult crepepapir 3x 7 cm og gør ligesom i trin 1. Vrid derefter spidserne med tommel og pegefinger så de bliver spidse.

Trin 3: Klip et stykke lyserødt, tyndt crepepapir 30×7 cm. Fold papiret 3 gange og klip kronblade.

Trin 4: Klip et stykke lyserødt, tykt crepepapir 30×7 cm – fold papiret 3 gang og klip kronblade

Trin 5: Klip med en bidetang et stykke metaltråd/elefanttråd på 30 cm.

Trin 6: Lim det gule crepepir rundt om metaltråden og sno lidt tyndt metaltråd rundt om så det sidder god fast.

Trin 7: Lim det sorte papir rundt om det gule, så det sorte er lidt længere nede.

Trin 8: Put lidt lim på de gule frynser og dyp i glimmer.

Trin 9: Form de tykke kronblade ved at trække forsigtigt midt på og forme dem. Sno evt. et par stykker forneden, men lad et par stykker være usnoet, så du kan trække papiret og dække pænt ved stilken til sidst.

Trin 10: Form de tynde kronblade forsigtigt, så det får lidt form. OBS: Pas på! Det er ikke så nemt at arbejde med det tynde crepepapir, da det går let i stykker.

Trin 11: Lim kronbladene på rundt lidt tilfældigt og forskudt tynd og tyk, så virker det bedst. De yderste blade kan du strække lidt forneden så du får en pæn afslutning – ellers klip en tynd strimmel af det tynde crepepapir og sno rundet om afslutningsvis.

Hvis du ikke kan få nok af Gittes kreationer, så besøg hende på Instagram-profil @petruskapof.

Vil du læse flere indlæg som dette? Så prøv dette her om Galina.

Foto: Gitte

Følg også med hos Maries ideer på Facebook og på Instagram @mariesideer – her kan du altid finde inspiration til nye projekter 🌸

Køb dit Maries ideer lige her.

Af Laura Takahashi Christiansen

(Visited 49 times, 1 visits today)