Bliv inspireret af Louise Darling

Håndarbejde, glitter & glam 💘

Læs om Louise og hendes ‘overdrevede’ kreationer fyldt med glitter og glam. Få også hendes DIY til fine pynte-tassels.

Hun har Instagram-profilen @dollsdarlings, og foruden de kvadratiske hverdagsglimt deler hun sine fine kreationer. Mød Louise Darling! 

Louise  er 34 år og mor til tre. Hun er uddannet beklædningsdesigner og har tidligere arbejdet som syerske på et skrædderi. I dag ser dagligdagen meget anderledes ud, og er i større grad præget af egen interesse: “Nu er jeg igen med fuldt fokus på mine egne kreativeprojekter og workshops”, fortæller Louise, der af og til afholder workshops, hvor man kan pynte, pimpe og dekorere. Derudover indgår Louise i et samarbejde som syerske for My Rainbow Tee og har en deltidsstilling som kreativ assistent hos Hello Vintage.

Beklædning er Louises helt store interessefelt – mere specifikt beklædning med henblik på “personlig stil og udtryk”. I den forbindelse bruger Louise sine kreative evner og erfaringer som syerske i beskæftigelsen med customizing, særligt af vintagepieces.

Den helt og aldeles største inspirationskilde er showgirls og burlesque-dansere, “og langt de fleste af mine kreationer bærer også et tydeligt præg deraf med masser af glitter, glam & feminine silhuetter“. Louise holder i det hele taget af alt, hvad der er gennemført overdrevet, og heraf stammer også hendes årelange svaghed for japansk street fashion. Kærligheden til det overdrevede er med Louises egne ord “nok også en af grundene til, at jeg arbejder rigtig meget i showpieces, altså enkelte dele, som er skabt mere til show, foto eller for processens skyld end til reelt, praktisk brug”.

Louises kreative hjerteblod banker afgjort mere for håndarbejdet end selve designprocessen: “Mit håndarbejde er en stor del af min identitet. Det er et håndværk for mig, som jeg sætter en ære i”, fortæller hun. Det betyder også, at hun ikke ønsker at gå på kompromis med hendes fine detaljer og finesser.

Hver gang jeg selv tvivler, eller bliver bange for, hvad andre tænker om mig, så ved jeg, at det er præcis den vej, jeg skal gå”…

… Dette citat lever Louise efter, og hun vil til enhver tid opfordre andre til det samme: “til at turde deres personlige smag og stil og så dyrke det udtryk… Og det kan aldrig blive for meget! Altså, det kan det virkelig ikke”.


DIY tassels – Louise Darling

Sæt tassels på dine sko eller dine knæstrømper.  Brug dem til øreringe eller i en halskæde. Brug dem som pynt rundt i kraven af en jakke, tee shirt eller sweatshirt. Sæt dem på din taske eller mulepose. Hæng på dine fine forårsgrene i en vase på bordet. Der er næsten ingen grænser for, hvad de kan bruges til!

Materialer: Garn (alle tykkelser og materialer kan bruges, også sytråd), pap/kraftigt i karton i ønsker mål (længden = ønsket længde på tassel) og saks.

Trin 1: Vikl garnet omkring papstykket – jo flere gange du vikler omkring, jo kraftigere bliver din færdige tassel.

Trin 2: Inden papstykket pilles ud, sættes en enkelt løs tråd igennem foroven, og der laves en løkke. Papstykket tages ud, og med en tråd af garnet, kan din tassel nu samles ved at sno garnet omkring nogle gange og stramme til. Der er nu hold på din tassel, så den ikke falder fra hinanden.

Trin 3: Din tassel klippes op i bunden, hvor den har været viklet omkring papstykket.

Trin 4: Du kan nu klippe din tassel til i bunden, så den får en fin, jævn form.

Giv den nu gas med at lave massevis af tassels i et væld af størrelser, længder, farver og materialer!

Er du blevet nysgerrig på Louises kreationer og kærlighed til glitter & glam, kan du besøge hende på Instagram-profilen @dollsdarlings.

Vil du læse flere indlæg som dette? Så prøv dette her om Sophia.

Fotos: Louise Darling

Følg også med hos Maries ideer på Facebook og på Instagram @mariesideer – her kan du altid finde inspiration til nye projekter 🌸

Af Laura Takahashi Christiansen

Køb dit Maries ideer lige her.

 

(Visited 307 times, 1 visits today)