Bliv inspireret af Dorthe Oline

Kreative sager, dimser & dutter

Læs om Dorthe Oline Thorups legende kreativitet og få en gratis DIY til de fineste, filtede frøkener.

Instagram profilen @olineart er farverig, fantasifuld og sprudler af kreativitet. Mød og bliv inspireret af kvinden bag, Dorthe Oline Thorup.

En opfindsom personlighed

Som barn var hendes yndlingsleg “Opfinder”. Dorthe er og har altid været kreativ, og hele sit liv har hun elsket at skabe og finde på: “Allerede som barn begyndte jeg at lave mine egne mønstre”, fortæller Dorthe, der hurtigt stiftede bekendtskab med teknikker til forskellige materialer. Hendes kreative passion fyldte så meget i barndommen, at hun som voksen valgte at fortsætte ad samme sti.

Dorthe har en baggrund som modelkonstruktør og beklædningsdesigner, og har tidligere haft sit eget skrædderi, hvor hun kreerede selskabskjoler og brudekjoler. Sådan stod det på i 10 år og så skulle der ske noget nyt: “Efter alle de mange år som selvstændig begyndte jeg at savne at have kollegaer, og jeg mærkede en lyst til at give min glæde ved det kreative videre til andre”. Derfor læste Dorthe til pædagog, og det er i dag inden for dette felt, at hendes kreativitet udfolder sig. Sammen med børnene har hun mulighed for at dyrke sin egen passion og samtidig skabe rammer for børnenes individuelle kreativitet, hvilket hun finder meget inspirerende.

Legende kreativitet

For Dorthe er den kreative proces en leg. Den legende og eksperimenterende tilgang gør, at hun kan slappe af og give slip på hverdagens små bekymringer. Hun ved sjældent, hvor et kreativt projekt fører hende hen, men det er en af de ting, hun elsker allermest – at lade sig overraske. Derfor bruger hun næsten aldrig mønstre eller opskrifter, men leger sig frem til resultater. Som et barn, der udelukker verden omkring sig og fordyber sig et legende fantasiunivers, forgabes Dorthe i sit eget kreative univers: “Jeg bliver let optaget af et bestemt materiale, et tema eller en farve i en periode, og så bruger jeg det i så mange afskygninger som muligt. Derfor kan jeg også mange teknikker, og lærer hele tiden nye”. Dette betyder også, at hun sjældent siger nej til sine børn, når de ønsker hjælp til at arrangere en temafest eller fødselsdag: “Jeg elsker at bruge min kreativitet til at skabe stemninger”, tilføjer hun.

Ideernes ophav

Mange af Dorthes sjove ideer opstår på baggrund af hendes brede vifte af inspirationskilder. Hun holder blandt andet meget af at udfordre sig selv kreativt eksempelvis ved at lade sine kreationer være inspireret af mennesker, hun møder på sin vej. “Hvem er vedkommende? Hvad kan de lide? Hvad er anledningen og hvilken stemning skal produktet have? Fx hvis cykelsmeden og sygeplejersken sammen skulle lave en adventskrans, hvordan ville den så se ud?”, spørger Dorthe sig selv, idet hun forklarer sin tankegang.

Glimmer, perler, blonder og diverse pynteartikler skal der også til! “Jeg kan ikke løbe fra min fortid i selskabskjoleverdenen”, fortæller Dorthe, der til stadighed inspireres af kjoleuniverset. Men også musik, lyde, stemninger, materialer, kunstudstillinger, workshops og farver kan sætte den kreative tænkeboks igang. Af og til kan Dorthe tilmed blive inspireret af en bestemt dims, der således bliver omdrejningspunkt for hele hendes produkt. Det sker også, at hun vågner midt om natten med en helt klar idé til hendes næste projekt: “Og så kan jeg næsten ikke vente til, at det bliver morgen og jeg kan prøve den af”.

Er du ikke vågnet i nat med en helt særlig idé, så har Dorthe kreeret en DIY som inspiration til dig.


DIY filt-frøkener

Materialer

Filt i hudfarvet og andre farver til tøj og hår, vliesofix, rød stempel farve, broderigarn, satinsnor til arme og ben, snor til ophængning, træperler til fødder samt diverse perler, bånd, fjer, glimmerlim, smykkedele og andet pynt

Sådan gør du

Trin 1: Stryg vliesofix på filten og klip herefter filten med vliseofixen ud efter mønsteret. Tip! Du kan med fordel runde de trekantede kjoledele foroven.

Trin 2: Klip 2 satinsnore på henholdsvis 16 cm til arme og 20 cm til ben.

Trin 3: Broder øjne og næse på din frøken.

Trin 4: Tag det ene kjolestykke og læg satinsnore til arme og ben oven på. Tag herefter det andet kjolestykke og stryg dem sammen med et strygejern. Dernæst stryger du hovedet på (Husk igen at lægge snoren til ophæng mellem hoveddelene). Til sidst stryges håret på. Tip! Det kan være en fordel at lægge et viskestykke over når du stryger.

Trin 5: Bind knude til hænder og lim træperler på til fødder. Brug rød stempelfarve til at give din frøken røde kinder, og dekorer frøkenen med perler, bånd, fjer eller hvad du nu kan finde på.

Vild du se flere kreative dimser, dutter og farver, så besøg Dorthe på Instagram-profilen @olineart.

Vil du læse flere indlæg som dette? Så prøv dette her om Louise.

Fotos: Dorthe Oline Thorup

Følg også med hos Maries ideer på Facebook og på Instagram @mariesideer – her kan du altid finde inspiration til nye projekter 🌸

Af Laura Takahashi Christiansen

Køb dit Maries ideer lige her.

 

(Visited 203 times, 1 visits today)