Bliv inspireret af Madame Tricot

Catwalkinspirerede dukker

Læs om modedesigneren Erica Laurell og hendes modedukker, og få DIY-tip til at lave din egen. 

Erica Laurell er modesigner og bosat i den svenske hovedstad, Stockholm. På Instagram deler hun strikkede og hæklede dukker med inspiration fra catwalken på profilen madame_tricot. Hun er vild med håndarbejde, og hvad det angår, indtager strik og hækling en klar førsteplads. Egentlig elsker hun bare alt, der kan laves med garn.

Modedukker

Instagram-profilen, madame_tricot, startede Erica med et ønske om at lave nogle anderledes håndarbejdsprojekter. Som det fremgår af hendes billeder, er der stort fokus på de detaljerige dukker, og der er en særlig betydning gemt i hver og én: “Dukkerne er kvinder jeg beundrer og ønsker at fejre, eksempelvis Yoko Ono og Miranda July”. Helt overordnet inspireres hun af moden, og siden hun nu er uddannet i modeuniverset, synes hun, at det er en god måde at give anerkendelse til de designere, hun ser op til. Hun får da også overvældende mængder af god feedback, særligt for hendes samarbejder med Missoni, Vogue bambini og Vintagefabriken.

Fra ide til resultat

Inspiration fra modeverden er et vidt begreb, men for at indsnævre det, er det specielt “stærke kvinder, farvekombinationer, garn og mønstre”, der inspirerer Erica. Foruden moden finder hun dog også inspiration i farverig kunst og tæpper med vidunderlige mønstre. Inspirationen og ideerne er én ting, men der er altså et lidt vej fra ideer til handling, og derfra endnu længere til færdiggørelsen. Sådan er det i hvert fald for Erica: “Jeg er ekspert i at starte forskellige projekter, og så uden at finde tid til at færdiggøre dem”, siger hun. Netop dette er grunden til, at hendes kreationer på Instagram er mindre projekter.

Terapi for sjælen

Universet madame_tricot er for Erica et sted, hvor hun kan udtrykke sig med strik og hækling. “Her er ingen regler og jeg kan lave ting, der ikke nødvendigvis er mulige at producere”, fortæller hun. Den kreative praksis er altså forbundet med en stor frihed. Helt nøjagtigt beskriver hun den kreative proces som ren terapi. Men udover at berige sin egen sindstilstand , håber hun også, at dukkerne og de skønne farver vil gøre andre glade.

At være kreativ…

… for mig er glæden i at skabe. Jeg elsker følelsen af at have en ide og så se den materialiseret”.

Lav din egen modedukke – DIY Dior dukke

Hvilken designer inspirer dig? Find dit yndlingsoutfit fra catwalken og kreer din egen modedukke. Dukken her er hæklet med hoved og krop ud i ét, hvorefter ben og arme er monteret. God fornøjelse!

Er du blevet nysgerrig på Erica og hendes modeinspirerede dukker, så er hun at finde på Instagram-profilen @madame_tricot.

Vil du læse flere indlæg som dette? Så prøv dette her om Katri.

Fotos: Erica Laurell

Følg også med hos Maries ideer på Facebook og på Instagram @mariesideer – her kan du altid finde inspiration til nye projekter 🌸

Af Laura Takahashi Christiansen

 

Køb dit Maries ideer lige her.

(Visited 122 times, 1 visits today)