Bliv inspireret af Myhomemyplayground

DIY, interiør & sjov med garn🏡

Læs om Nadja & hendes kreative base i hjertet af Aalborg, og få den sejeste DIY på et vævet vægtæppe.

Hjemmet kreativ som legeplads

Nadja er 27 år gammel og bor sammen med sin kæreste og to elskede katte i hjertet af den smukke by Aalborg. Til dagligt læser hun til indretningsarkitekt, og i sin fritid blogger hun på Myhomemyplayground – en blog, der emmer af inspiration og DIY-løsninger til hjemmet.

Med et enkelt øjekast på Nadjas univers, om end det er bloggen eller hendes Instagram, vil man bemærke, hvordan hendes kreative evner giver sig til udtryk i hjemmets interiør. Nadja fortæller, at hun “ser og tænker i billeder, og er vanvittigt visuel”, og netop derfor udgør hendes kreative univers en del af hendes personlige aura. Hun inspireres af alt fra former, farver og teksturer, og suger i det hele taget indtryk til sig overalt som en kreativ magnet.

Kreativitetens mange former

Kreativiteten er en naturlig del af Nadjas hverdag. Hun har altid gang i flere projekter, små som store: “Jeg kobler af og forsvinder ind i en helt anden verden, når jeg sidder og nørkler med noget kreativt. Det giver mig energi og et fantastisk frirum”. Men for Nadja er der også et drive i at se, hvordan hun med sine ideer kan være med til at inspirere andre, når hendes af ideer spirrer og udfolder sig i andres hjem. 

Hvorfor er man kreativ, spørger vi Nadja, der i den sammenhæng fortæller, at hun tror på, at “alle kan være kreative”. Hun forestiller sig, “at kreativiteten er en måde at formidle sig på ligesom forfattere, kunstnere, sangere… Kreativiteten har altså mange former”. En af disse mange former, kan man se på overstående billeder, hvor Nadja bruger sine bare hænder til hækling og strik med chunky garn.

DIY – fedt vægtæppe

Vi har fået lov til at dele Nadjas DIY på det fineste vævede vægtæppe, så værsgo’!

MATERIALER: 

  • Rammevæv.
  • Garn i forskellige materialer, tykkelser mv.
  • Guldbånd.
  • En rundstok, pind eller andet.

SÅDAN GØR DU:

1. Start med at tråde væven. Start i øverste venstre hjørne og kør skiftevis ned og op.

2. Så er du klar til at væve, du skal køre fra venstre til højre og omvendt. Væv lige så tosset du vil og lad fantasien slippe løs. Når du skifter tråd, lader du bare et stykke af tråden være bagpå, den hæfter du nemlig bare fast til sidst. Jeg har brugt følgende vævemetoder til mit tæppe:

“NORMAL”

Det er den mest populære metode og den nemmeste, her væver du ind og ud mellem alle trådene, når du når enden, vender du om og væver modsat, ud og ind.

“SOUMAK”

Her væves der, så det ligner fletninger. Start med med at køre uldgarnet igennem de to første snore på væven, tag derefter de to næste snore og kør uldgarnet fra højre og bagom, stram til og forsæt sådan hele vejen hen. Når du når enden, så vinkel uldgarnet omkring de to sidste snore to gange, køre derefter omvendt igennem hele vejen hen, altså fra venstre og bagom, det skaber en flot fletning effekt.

“FRØNSER”

Frønser giver et fedt lidt rodet look og er meget simplet. Tag det antal snore i samme længde, som du skal bruge. Jo flere snore du tager, hvor tykkere bliver din frønse. Tag midten af dine snore og lig dem på to snore på væven. Kør den første ende bagom og op og ligeledes ved den anden side, stram til og skub frønsen ned.

3. Når du når toppen og dit projekt er færdigt, så starter du med at pille bunden op, klip dem op en efter en og bind dobbeltknuder hele vejen hen, for at lukke bunden.

4. Tag nu alle snorene af toppen, her skal du ikke klippe. De to endestykker, som ikke sidder sammen med nogen, ligger du ud til siderne, så begynder du at slå knuder hele vejen hen. Til sidst væver du de to ender (som ligger ude i siderne) ind i tæppet bagpå.

5. Hæft nu alle løse snore fast bagpå tæppet.

Sæt nu din pind, et rør eller hvad du lyster igennem alle de små løkker i toppen og hæng det op på dit ynglings spot.

Hvis du vil se mere til Nadja og hendes fine DIY-løsninger, så besøg hendes blog Myhomemyplayground og Instagram @myhomemyplayground.

Vil du læse flere indlæg som dette? Så prøv dette her om Alice Winther.

Følg også med hos Maries ideer på Facebook og Instagram @mariesideer – her kan du altid finde inspiration til nye projekter 🌸

Fotos: Nadja

Køb dit Maries ideer her.

Af Laura Takahashi Christiansen
(Visited 249 times, 1 visits today)