Gratis smagsprøve fra Maries ideer

håndarbejde

I det første nummer af Maries ideer har vi fem nemme strikmodeller, der alle er lavet af lige stykker. Så kan du strikke ret og vrang – kan du også strikke disse modeller.

En af de fem modeller er denne søde og enkle trøje bestående af et enkelt, langt stykke, der er foldet og syet sammen med 2 sømme. Alle kanter står rå, så de ruller pænt indad.

Kort trøje af 1 stykke

”Vingefang” (mål fra ærmekant til ærmekant): Ca. 106 cm.

Længde midt bag: 56 cm.

Str: ca. 36-42.

Materialer: ”Blackhill Højlandsuld” (100% uld/100 g = 550 meter): Ca. 225 gram pistacie. Strikkepinde nr.  3.

(Garnet er fra www.garnudsalg.dk, tlf. 23 98 78 09 (ma-to: 10-16, fr: 15-16).

Strikkefasthed: Før du går i gang med opskriften, må du lave en strikkeprøve, hvor du f.eks. slår 30 masker op og strikker 40 p. Prøven vaskes, før strikkefastheden måles. Strikkefastheden skal være: 25 masker x 38 pinde = 10 x 10 cm. Vi har strikket på pinde nr. 3, men hvis din strikkefasthed ikke passer på disse pinde, må du gå ½-1 nr. op eller ned i pindetykkelse, til den passer.

Håndarbejde

Sådan gør du:

1)  Strik 1 stykke efter målskitsen, der læses sådan: Det antal masker, du skal slå op, står lige under stykket. Hele stykket strikkes i glatstrikning, dvs. retmasker på den ene side og vrangmasker på den anden side. Ude til venstre står det antal pinde, du skal strikke.
Ved de pindenumre, hvor der står et bogstav, skal du sætte en maskemarkør eller et stykke garn fast.

Når du er nået op til enden og har strikket alle pinde, skal du lukke alle maskerne af.

2)  Fold stykket, så A ligger på B, og E ligger på D, nu har du dannet de 2 ærmegab. Hæft videre G og F fast på C, nu har du de 2 skuldersømme.

3)  Sy sammen fra A/B til G/C og fra C/F til E/D (se sammensyning).

Vaske trøjen i hånden i lunkent vand tilsat uldvaskemiddel. Rul det våde arbejde ind i et håndklæde og klem så meget som muligt vand ud. Lad derefter arbejdet tørre, mens det ligger fladt. Garnet indeholder noget spindeolie, der forsvinder efter første vask, så først derefter bliver strikketøjet helt blødt og lækkert!

Håndarbejde

Maskinstrik

Modellerne kan også strikkes på maskine. Her er f.eks. brugt en gammel Brother finstrikkemaskine (på spænding 10). Men her må du også prøve dig frem og lave strikkeprøver, da spændingen kan variere fra maskine til maskine.

Tekst, design og tegninger er af Anne-Marie Øby. Billeder er taget af Carina Krüger.

(Visited 1.711 times, 1 visits today)